I en svær tid midt i pandemien er esperanto mere vigtigt end man kunne forestille sig. Det er vigtigt man ikke bare lukker sig om sit eget land, men støtter hinanden gennem et ligeværdigt sprog på tværs af landegrænser. Det er vigtigt at dele viden og at være velinformeret.
Ved at lære esperanto åbner man for sin nysgerrighed. Man finder venner og bekendte gennem et fælles sprog og føler sig tættere på andre dele af verden. Da andre talte om at det bare var noget virus ovre i Kina, så sad mange esperanto-talende og tænkte; “Dér kender jeg da nogen!”.
Nogle gange bliver esperanto kritiseret for ikke at være et virkeligt sprog. Folk tror at man ikke kan tale om svære emner og at der sikkert mangler 50% af de ord man står og skal bruge. For at modbevise disse påstande er her et par interviews lavet af Katalin Kovats. Hun sidder i Holland og er redaktør på
www.edukado.net, men mere om det en anden gang 🙂
Det første interview er med epidemiologen José Antonio Vergara fra Chile… og nej, de taler ikke spansk. De taler begge flydende esperanto.
Det andet interview er med Doktor Zamenhofs oldebarn, Margaret Zaleski-Zamenhof. Hun er læge i Paris, men er lige nu selv ramt af coronavirus og er derfor i karantæne hjemme.
